Pædagogik
På vores opholdssted er målet at støtte unge mennesker i at leve det liv, de selv drømmer om – med højere livskvalitet og stærkere tro på egne evner. Vi ser de unge som eksperter i deres eget liv og møder dem med respekt for deres perspektiver og valg.
Vores opgave er at skabe de rette rammer, relationer og redskaber, så de kan bevæge sig mod det liv, de ønsker.
Vi arbejder efter principperne i KRAP og har et grundlæggende ressourcefokuseret menneskesyn, hvor vi ser styrker og muligheder frem for begrænsninger. Vi tror på, at udvikling opstår i samspillet mellem mennesker – særligt i relationer, hvor mentalisering er i centrum. Det betyder, at vi er optagede af at forstå både egne og den unges tanker, følelser og intentioner – og at vi aktivt arbejder med at styrke den unges evne til det samme.
Trygge og meningsfulde relationer er fundamentet for alt vores arbejde. Vi stræber efter at være stabile, nærværende og omsorgsfulde voksne, som den unge kan have tillid til. I mødet med de unge er vi optagede af at være nysgerrige frem for dømmende, lyttende frem for instruerende – og altid anerkendende i vores tilgang.
Vi arbejder målrettet for at skabe et miljø, hvor alle føler sig set, hørt og inkluderet. Vores pædagogiske praksis er båret af ordentlighed – forstået som en tilgang præget af ærlighed, integritet og respekt i alle relationer og beslutninger.
Hverdagen er struktureret og forudsigelig, men samtidig fleksibel og meningsfuld. Vi arbejder med personlig og social udvikling gennem støtte til skole, uddannelse, arbejde, fritidsliv, økonomi og botræning – alt sammen med fokus på medinddragelse, selvstændighed og udvikling i det tempo, den unge kan mestre.
Vi tror på, at når unge bliver mødt med ægte mentalisering, anerkendelse og tro på deres værdi, skabes de bedste forudsætninger for bæredygtig forandring